Praktisk information om Parken

Parkering

Ved indkørslen fra Parnasvej finder du en stor grusparkeringsplads. Herefter er det muligt at fortsætte et kort stykke til fods i parken. Vi anbefaler, at man ikke efterlader værdigenstande synligt i bilen – i øvrigt uanset om du parkerer her eller andre steder.

Det er ikke tilladt at køre bil i parken, dog er handicapkørsel ned til ParnasHusets indgang tilladt. I visse tilfælde kan der gives dispensation til kørsel i parken . Det kræver, at du henvender dig til os.

Offentlige toiletter

Over for ParnasHuset, mellem Hulebyen og Parnasdyrene, finder du offentlige toiletter. Toiletterne er åbne fra påske til og med 31. oktober og vil i den periode være aflåst om natten.

Handicapfaciliteter

Der er handicapparkering ved siden af ParnasHuset. Det er ikke tilladt at parkere ved søen, men det er dog muligt at køre op til søen og sætte passagere af – hvis du har lavet en aftale med os.

Der er handicaptoilet i ParnasHuset, som er tilgængeligt i  åbningstiden.

Affald

Vi bestræber os på at holde parken ren, smuk og indbydende. Derfor håber vi, at du vil hjælpe os ved at benytte en af de opstillede skraldespande ved Søbadet, parkeringspladsen, Huleby eller ved ParnasHuset.

Vi kan ikke være alle steder, hele tiden, så ser du en fyldt skraldespand eller andet, der ikke er som det bør være, så kontakt os endelig.

Medbragt mad

Du må meget gerne medbringe egen mad og slå dig ned i parken. Du finder borde og bænkesæt ved Søbadet og i Huleby, som er til din fri afbenyttelse. Der er ingen madpakkehuse i parken.

Husk at smide dit skrald ud og efterlad helst området, som det så ud, da du kom.

Søbadet

Søbadet er til fri afbenyttelse for alle. Her kan anløbsbroen bruges som badebro og der er lagt sand ud for at gøre badeoplevelsen mere behagelig. Stranden fik blåt flag i 2017. Det  betyder, at vandkvaliteten er høj. Der findes også en infotavle og redningskrans ved søbadet.

Glemte ting

Finder du efterladte ting i parken, kan fundet afleveres i ParnasHuset eller til hittegodskontoret.

Glemte ting gemmes i ParnasHuset i en måned. Herefter afleveres de til hittegodskontoret.

Du kan kontakte Parnas på info@parnas.dk eller 23 87 83 87, hvis du har glemt noget i Parken.

Overnatning 

Det er ikke tilladt at overnatte i parken, hverken i telt eller under åben himmel. I særlig tilfælde kan der gives tilladelse ved skriftlig henvendelse til info@parnas.dk

Der findes lejerplads ved Kongskilde Friluftgård og Sorø Camping.

Bål & grill i parken 

OBS. pr. 4 juli 2018 er der afbrændingsforbud i Sorø kommune, hvilket betyder at du ikke må benytte åben ild eller grille i parken.

Få mere info på Vestsjællands Brandvæsens hjemmeside: www.vsbv.dk 

Parnas Natur & Aktivitetspark

Parnasvej 21

4180 Sorø

Info@parnas.dk

+45 23 87 83 87

CVR: 36702494